Fribytterdrømme



FRIBYTTERDRØMME ELSKER AT SPILLE KONCERTER. NU ER DE KLAR MED NY TOUR I FORÅRET 2018.

Det populære rockband glæder sig til at pakke tourbussen og drage ud på de danske landeveje, når de i foråret 2018 besøger 8 byer.


Syrerockerne Fribytterdrømme har vind i sejlene. Efter deres anmelderroste album "Superego" fra foråret og en vellykket efterårsturné, hvor de bl.a. høstede 6 stjerner i Gaffa for åbningskoncerten, er det seks mand store orkester klar med nye koncerter i foråret 2018. Forventningsfulde fans kan se frem til at opleve et af Danmarks mest lovende musiknavne, når gruppen vækker sangene fra deres seneste album til live på spillesteder over hele landet. Forsanger Lau Pedersen fortæller selv om den kommende turné:
“Fribytterdrømmes efterårstour var for os et karrierepeak. Vi beviste over for os selv og det danske koncertpublikum, at vi gang på gang kan levere bundsolide koncerter, der rykker til den gængse opfattelse af, hvad en rockkoncert kan være, når vi rammer de store aftener. Vi er i live på scenen inde bag det lange hår og drømmende lukkede øjne. Koncerten er er fix, og vi vil have mere!“

Udover det eksisterende materiale vil svendborgdrengene også spille helt nye numre:
“Vi sender en ny single på gaden senest til april. En single, der endnu engang vil rykke for vores musiks rammer. Det store eksperiment fortsætter, og vi kan ikke lade være med at danse. 2018 bliver for os primært et koncertår, men vores fans skal ikke snydes for ny musik henad vejen. Skriveprocessen er i gang til et 3. album, og vi lover alle, at vi vil blive hyænebørn" siger Lau Pedersen.

Med udgivelsen af Superego er Fribytterdrømme landet på den danske rockscene med et sonisk drøn. Den garagesmadrede førstesingle "Verden Ender For Dine Fødder" har blandt andet været i særdeles aktiv rotation på P6 Beat, mens albummet modtog rosende ord fra den samlede danske musikpresse, og endeligt strøg direkte ind på en tredjeplads på den danske vinylhitliste. Singlen "Pteranodon" er desuden røget på Kronprins Frederiks omtalte playliste.

For "Superego" kvitterede Soundvenue med 5 stjerner og skrev blandt andet:
"Fribytterdrømmes albumtoer er én af den der slags skiver, der bliver ved med at overraske og vokse – og især for alvor gør det svært at ignorere ophavsmændene længere. Deres psykedeliske rock har fået en forfriskende 80’er-injektion og de tunge, punchy kraut-powertrips agerer et formidabelt backdrop for forsanger Lau Ingemann Pedersens originale og mystificerende tekstunivers."
- 5 stjerner, Anders Cold, Soundvenue.



Facebook
Spotify
Instagram

info@madeinesbjerg.dk - 75 18 00 00
© 2018 Made In Esbjerg