Made in Esbjerg 2012 afslører bands og nyt format
21. June 2012Den 15. – 18. august slår spillestedet Tobakken, Esbjerg igen dørene op til Made In Esbjerg festivalen, som er en del af Esbjerg Festuge. Det er 4. år at festivalen kører, og i år bliver Made In Esbjerg en 4-dages festival, der strækker sig fra onsdag d. 15. august til lørdag d. 18. august.
I stedet for at holde festivalen over to weekender med en mellemliggende ”død” periode i ugedagene i mellem, har Made In Esbjerg sadlet om, og lavet en sammenhængende 4-dages festival.
På programmet
Made In Esbjerg Festivalen er et godt sted at opleve hvad der rører sig på den musikalske scene. Man kan opleve de mere kendte bands men også de bands, der står på spring til en karriere med deres musik.
Programmet i år er virkeligt stærkt og en god blanding af deltagere fra showcasen i februar, spændende up’n’coming bands og esbjergensiske bands med plader ude og international erfaring.
I år kan Made In Esbjerg blandt andet præsentere det første band fra Esbjerg, der nogensinde har åbnet Orange Scene på Roskilde, nemlig Kellermensch. Med en frisk Tyskland turne og åbningen af Orange Scene, samt et nyt album på vej, er det et Kellermensch i topform, der gæster Made In Esbjerg. Man kan også opleve Mads Björn, der har udgivet sit debut-album i januar og efterfølgende turneret i hele foråret blandt andet som opvarmning for Tim Christensen. Ignug, der imponerede alle med deres ”Massdebate” EP i foråret og efterfølgende brag af en koncert på Tobakken kigger også forbi. Man kan også høre: 11th Street Kids med Lars Rock og Ace fra The Floor is Made of Lava, terminal, der netop efter Made In Esbjerg flytter til Hollywood med hele bandet og deres musik, Whores & Thieves (albumaktuelle i september), Motor med Rasmus Madsen (albumaktuelle i efteråret), Jet Flower (Album-aktuelle i august), LaLaLa, Commie Cowboys, D.D.B., Phoebus Cartel, Invisius, The Youth, Melodio, The Gang OK, Anything Goes, Silje Holtan, R:O:C:K, Kabaret Sybarit, Bruun/poulsen, Ninna Andreasen og mange flere…
3 scener, konstant musik
Made In Esbjerg præsenterer 3 scener i år. Tobakkens Store scene, Tobakkens lille sal og Cafe Scenen. Musikken på årets program er meget alsidig, og der er en genre til hver af de 3 scener. Den Store Scene og den lille scene vil i år fungere skiftevis, så man kan gå fra den ene koncert til den anden med ganske små puaser i mellem, og cafe-scenen, som er placeret i Tobakkens Cafe vil huse den dæmpede del af musikprogrammet. Her kan man sætte sig og nyde tænksom, akustisk musik.
En ægte festival forplads
Pladsen foran Tobakken får en essentiel rolle under dette års Made In Festival. 4-dages festivalen giver muligheder på pladsen, som Made In Esbjerg ikke har haft før, og derfor er der sat alle sejl til, for at skabe en levende ”ægte” festival forplads med boder, aktiviteter, spisemuligheder, konkurrencer, oplevelser og meget mere. Pladsen bliver et levende og sjovt sted at være under hele festivalen.