Cecilie Ceto



Facebook
Instagram

KVINDELIG MUSIKER TONER FREM TIL MADE IN ESBJERG

Cecilie Ceto og band er ikke som de lokale musikere er flest, for det er hverken hård rock eller rap der rammesætter den blåhårede unge kvindes sælsomme univers.

Når Made in Esbjerg skydes i gang d. 8. august, er Cecilie Ceto og band klar til at åbne Teltscenen. De vil spille numre fra Cecilies nye album ”Morpheus trip”, som udkommer på Spotify og andre musiktjenester til juli. Det engelsksprogede album er den 25-årige esbjergensiske singer/songwriters første soloalbum og sætter med rå ærlighed ord på dybe, samfundskritiske og selvreflekterende tanker og følelser, som vi nok alle besidder, men sjældent tør sige højt. Stemningen underbygges af en befriende genreblanding uden egentlige begrænsninger, for hver musiker skal, ifølge Cecilie, gøre hvad de er bedst til med deres instrument.

”Musik er levende og det skal lyttes til og mærkes, både når det gør glad og gør ondt. Vi efterstræber ikke en bestemt form eller genre, men derimod følelser og ægthed. Hvad det får én til at opleve, må være op til den enkelte at definere, ” fortæller Cecilie, som tidligere var frontsanger og sangskriver i indierock bandet L.O.W, der inden bandets opløsning blandt andet udgav nummeret ”Rain”, som kan høres på Spotify og YouTube. Nu er hun gået solo og har ved flere lejligheder optrådt med sin egen musik på Konfus, der er en del af Tobakken i Esbjerg. ”Jeg glæder mig til at åbne Teltscenen og præsentere det nye album for musikentusiaster i min hjemby, og for at gøre det med dygtige musikere. Jeg er, som altid, beæret over, at andre vil være med til at give numrene liv, ” siger Cecilie Ceto, og afslører afslutningsvist at der, helt ekstraordinært, vil snige sig en uindspillet dansk sang på set-listen til årets Made in Esbjerg.

© 2019 Made In Esbjerg - Siden 2009

Tuborg    Statens Kunstfond    Huset Esbjerg    Tobakken    Konfus    Esbjerg Festuge    Ugeavisen Esbjerg

info@madeinesbjerg.dk - 75 18 00 00 - Gasværksgade 2, 6700 Esbjerg